Norgesgade 1 • 6700 Esbjerg Tlf. 76 11 78 06ejerbog@dsvp.dk

2017

Dato og tidspunkt: 25. april 2017, kl. 17:30
Sted: Loungen på Blue Water Arena

Dagsorden

  1. Valg af dirigent
  2. Beretning om selskabets virksomhed i 2016
  3. Fremlæggelse af årsrapport for 2016 til godkendelse
  4. Indkomne forslag
    A. Arne Lauritzen foreslår
    - Vedtægternes §22 tilføjes:
    "Forslag til vedtægtsændringer skal altid til skriftlig afstemning på generalforsamlingen. Såfremt der er 2 eller flere forslag, skal hvert forslag til separat afstemning."
    B. Bestyrelsen foreslår:
    - I vedtægternes § 2 udgår "via datterselskaber"
    - I vedtægternes § 8 foreslås "april" ændret til "maj"
    - I vedtægternes § 10 foreslås "3 hverdage" ændret til "7 hverdage"
    - Vedtægternes § 23 udgår Forslagene vedrørende § 2 og § 23 begrundes med, at Den Sydvestjydske Venstrepresse ApS ikke længere har datterselskaber.
    Forslaget vedrørende § 8 begrundes med, at regnskabet for Jysk Fynske Medier ikke altid kan påregnes færdigt så tidligt, at regnskabet for Den Sydvestjydske Venstrepresse ApS kan færdiggøres rettidigt i april.
    Forslaget vedrørende § 10 tager hensyn til postvæsenets forsendelsestid.
  5. Valg af medlemmer til selskabets repræsentantskab
    Følgende er på valg:
    Esbjerg Kommune: Bjarne Pedersen (modtager genvalg)
    Varde Kommune: Bjarne Skovfoged
    Jensen (modtager genvalg)
    Vejen Kommune: Poul Finnemann Viuff (modtager genvalg)
  6. Valg af revisor
  7. Eventuelt

DSVP's ordinære generalforsamling tirsdag den 25. april 2017 i Carlsberg Lounge, Blue Water Arena, Esbjerg, blev indledt med et minuts stilhed for at ære selskabets afdøde adm. direktør, Christian Lund Jepsen. Det skete, efter at næstformanden, Peter Erik Hansen, Sønderborg, havde udtalte smukke mindeord.

Det faldt også i Peter Erik Hansens lod at træde i stedet for bestyrelsesformanden Arne Paabøl Andersen, som umiddelbart inden generalforsamlingen blev forhindret i at deltage.

Derfor kunne de 210 fremmødte opleve en generalforsamling, der nok fulgte dagsordenen, men med små improvisationer, som dirigenten, advokat Dan. B. Larsen udtrykte det.

Næstformanden benyttede desuden lejligheden til at præsentere JFM's nye bestyrelsesformand, advokat Gert Eg, Vejle, som her netop havde efterfulgt Arne Paabøl Andersen. Dette var sket jfr. JFM-fusionsaftalens bestemmelse om, at formandshvervet går på skift efter to år mellem DSVP, Jyske Medier og Fynske Medier. Gert Eg repræsenterer således nu Jyske Medier som formand i de kommende to år.

"Annus horribilis"
Efter 100 år og tre fusioner ville man gerne sige ”alle gode gange 3” – i hvert fald ikke alle gode gange 9! Men der må være noget ”specielt” ved 9-taller. Esbjergs fiskeindustri hedder 999, og i DSVP`s 99. regnskabsår år måtte selskabet bære en god del af et JFM-koncern-underskud på godt 99 mio. kr., så udgiverselskabet kom ud af 2016 med et minus efter skat på 26,9 mio. kr.

Med JV's egne ord: ”Annus horribilis.”

Særdeles utilfredsstillende.

Adm. JFM-koncerndirektør, Jesper Rosener, fandt regnskabet særdeles utilfredsstillende, men ikke helt så dårligt, som det så ud til. Bruttoomsætningen på ca. 2 mia. kr. er realiseret via 1,3 mia. kr. fra salg af printede medier, mens ca. 0,5 mia. kr. er fra digitalt salg m.v.

Bruttoindtægterne er påvirket negativt af markedsvilkår, fusionsomkostninger, fusionseffekter og synergi (spareplaner.) Fratrukket hensættelser/nedskrivninger på 30-35 mio. kr., straks afskrivninger på 10 mio. kr. på digitale anskaffelser samt betaling af 17,5 mio. kr. til ejerne for benyttelsen af deres udgiverrettigheder er det rene driftsminus et sted mellem 37 og 42 mio. kr. Ikke helt så slemt endda, men dog utilfredsstillende, når der var stillet et nul i udsigt.

Jesper Rosener oplyste, at JFM tidligt i 2016 indførte en spareplan på 120 mio. kr., som inden 30. juni 2017 vil være realiseret med 140 mio. kr. Dette opnås ved et ansættelsesstop og 10 pct. personalereduktion (ca. 200 medarbejdere) med en samlet besparelse på ca. 90 mio. kr. Desuden øvrige besparelser for ca. 50 mio. kr. og diverse businessmæssige tiltag samt et stop for nye projekter.

Jesper Rosener understregede, at alle omkostningerne til lønninger, fratrædelser mv. i forbindelse med personalereduktionerne er udgiftsført i 2016, mens de får ren positiv gennemslagskraft i 2017.

Efter første kvartal 2017 ser JFM-direktøren optimistisk på mulighederne for et godt resultat. Året har fået en god begyndelse – klart bedre end budgettet og ca. 30 mio. kr. bedre end samme periode sidste år ( minus 22 mio. kr.) efter de første tre måneder.

Rosener pegede dog også på nødvendigheden af, at JFM klarer sig godt igennem krydsfeltet mellem printede og digitale medier. I 2016 gik de printede 11 pct. tilbage – de digitale 12 pct. frem. Derfor er det også vigtigt, at koncernen forhåbentlig til efteråret kan blive så tryg ved økonomien, at vækststrategisk udvikling med nye projekter kan genåbnes.

Stadig et godt rygstød
DSVP's adm. direktør, Peter Ringtved, gennemgik selskabets 2016-regnskab. Efter en bruttoindtægt på 38,5 mio. kr. og et driftsresultat på 4 mio. kr. er regnskabet påvirket af et minus på 34,7 mio. kr. fra associerede virksomheder og finansielle poster – heraf 35,4 mio. kr. fra underskuddet i JFM. Bundlinjen er herefter et minus på 26,9 mio. kr. mod minus på 5,8 mio. kr. året før.

DSVP har aktiver for 170,1 mio. kr. – heraf 32 mio. kr. i ejendommen i Norgesgade, Esbjerg, 20 mio. kr. i goodwill og 92,6 mio. kr. i kapitalandele i JFM og distributionsvirksomheden DAO. Selskabets egenkapital er efter 2016 ganske vist reduceret fra 168,8 mio. kr. til 139,4 mio. kr., men med en soliditetsprocent på 81,9 mod 78,7 året før.

”Et rygstød, som mange andre virksomheder sikkert vil skele lidt misundeligt til”, bemærkede Peter Ringtved.

Generalforsamlingen modtog JFM-redegørelsen og godkendte regnskabsaflæggelsen for DSVP uden bemærkninger.

Print-optimisme
JFM's – og JV`s chefredaktør - Peter Orry orienterede om de nyeste tiltag for JV's printavis og JV.dk. Han var ked af, at avisen havde været nødsaget til at nedlægge 16 redaktionelle stillinger i sparerunden, men så alligevel positivt på mulighederne for at holde godt fast i papirudgaven selv om oplaget i 2016 var faldet 3,3 pct. til 44.286, mens læsertallet i andet halvår 2016 faldt fra 142.000 til 131.000.

Tilbagegangen forsøges imødegået med nye tiltag – f.eks. lanceringen af den nye avis i tre sektioner. Orry har store forventninger til den nye Danmarksektion, der skal sikre avisen en stemme, som også høres på en ordentlig, konstruktiv måde i det øvrige Danmark. Han erkendte startproblemer med ”knebet” tekst, som i det nye design gjorde avisen svær at læse, men de er nu udbedret. Ligeså utilfredshed med, at tv-programmerne ikke længere kunne tages ud af avisen. Det kan de nu! Læserreaktionerne er dermed gået fra mange klager til nu ”tak” fra en del læsere.

Chefredaktøren oplyste med tilfredshed, at jv.dk dagligt har 80.000 brugere – 400.000 sidevisninger (12 mio. månedligt.) 80 pct. af JV's indhold på nettet er stadig gratis, mens 20 pct. er betalt. Det digitale avissalg er fortsat i vækst, hvortil netop er kommet salget af PLUS, hvor abonnenterne ved at betale kun 49 kr. pr. måned kan læse alt JV-indhold på nettet. Der er allerede solgt 572 PLUS-aftaler, og der kommer nye til hver dag.

Ingen skriftlig afstemning
Der var indkommet et forslag til generalforsamlingen fra A. Arne Lauritzen, som ønskede en tilføjelse til vedtægternes §22: ”Forslag til vedtægtsændringer skal altid til skriftlig afstemning på generalforsamlingen. Såfremt der er 2 eller flere forslag, skal hvert forslag til separat afstemning.” Arne Lauritzen redegjorde for sit forslag, men dirigenten oplyste, at bestyrelsen ikke kunne tilslutte sig det, fordi det ville blive for kompliceret at håndtere skriftlige afstemninger ved de ofte små, redaktionelle vedtægtsændringer. Han anmodede derfor generalforsamlingen om en tilkendegivelse. Den viste, at der ikke var grundlag for at sætte forslaget til afstemning.

En deltager fortalte, at han – bosat ved en ”landrute” – modtager avisen alle dage med bud, men ikke lørdags-udgaven, der kommer med posten. Den modtager han først om mandagen! Det kunne konstateres, at denne misere skyldes postvæsenet, og JFM`s Jesper Rosener lovede, at man ser på problemet og gør alt for at løse det.

Herefter sluttede jubilæumsårets generalforsamling i god ro og orden.

Det tidligere medlem af chefredaktionerne på Jydske Tidende og JV, Poul-Erik Thomsen, holdt efterfølgende et foredrag.